Velkommen til Kastelsgården! Vi er en integreret daginstitution, der ligger i et stort flot stort hus på indre Østerbro i grønne omgivelser tæt på Kastellet, Classens Have og Østre Anlæg. Vi har plads til 200 børn fordelt på 6 vuggestuegrupper med 12 børn på hver stue og 5 børnehavegrupper med 24 børn på hver.
Vores eventyrlige hus
Kastelsgården har ligget i vores smukke område på indre Østerbro i 30 år og løbende udvidet, som børnegruppen er blevet større. Hele vores hus afspejler, at vi elsker eventyr, historier og fortællinger, og vores stuer har navne efter Astrid Lindgrens univers så som Bulderby, Rumpenisserne og Katholt eller andre eventyrlige navne så som Elverne og Hobbitterne. Vi har rigtig gode udendørsfaciliteter som store legepladser med gyngesæt, legetårne og rutsjebaner både tilknyttet vuggestuen og børnehaven.
Vi har stort fokus på udeliv, natur og bæredygtighed, så derfor har vi gjort ekstra meget for at få det ind i hverdagen. Vi har vores eget orangeri, hvor vi sammen med børnene dyrker grøntsager, som vi snakker om, passer og smager på i løbet af året. Herudover har vi egen bålplads og små huler, som børnene kan lege og gemme sig i. Vi har insektvenlige planter og gør vores for at sikre biodiversiteten sammen med vores projektansatte biolog.
Vi elsker at tage på tur i nærområdet med vores ladcykler, hvor vi benytter Classens Have, Kastellet og Østre Anlæg. Vi har også et samarbejde med vores lokale bibliotek, som vi ofte besøger og laver temaer sammen med. Det kan for eksempel være et valgtema, hvor børnene kan stemme på udvalgte eventyrfigurer så som Villads fra Valby og Cirkeline. Vi tager også på tur længere væk hvor vi benytter vores mange christianiacykler eller metroen, som vi fylder med glade børn og kører til Naturcenter Amager eller i Hareskoven. Vi er ude i alt slags vejr og bruger de muligheder naturen og kulturen giver os.
Vores hus er indrettet med øget tilgængelighed, så både børn og forældre med fysiske funktionsnedsættelser kan indgå i fællesskabet på lige fod med alle andre. For at blive tildelt en plads hos os på baggrund af en fysisk funktionsnedsættelse, skal jeres barn visiteres gennem Københavns Kommune.
Struktur, sprog og samfundsborgere
Hos Kastelsgården mener vi, at sproget er en forudsætning for at kunne deltage aktivt i det samfund og den kultur, man er en del af. Vi har blandt andet læserum og hylder med bøger, som børnene kan tage og læse i, når de har lyst. Alle vores pædagoger er uddannet sprogpædagoger, og vi arbejder med det sproglige som en gennemgående del af alle læreplanstemaer. Da vi ligger i ambassadekvarteret har vi en del børn, der ikke taler dansk, når de kommer hos os, og dem arbejder vi ekstra intensivt med at inkludere i vores sproglige kultur. Vi har ugentlige fokusord og forsøger aktivt at fremme læselyst også i hjemmet.
En struktureret og planlagt hverdag ser vi som den bedste base for læring og udvikling. Derfor gør vi meget ud af at lave ugeplaner, årshjul og skemalagte aktiviteter, så både børn og voksne ved, hvad dagen bringer. Det at kunne indgå som en del af en hverdag, der har en fast ramme, og at børnene bliver en del af et fællesskab, der er større end dem selv, mener vi, er med til at uddanne dem til samfundsborgere, der tager ansvar for helheden. Vi skaber en fortælling for børnene om, at de er en vigtig del af gruppen og dermed har et ansvar for, at den fungerer godt og alle bidrager.
Barnets stemme er en integreret del af vores arbejde. Vi holder løbende børneinterviews for at sikre, at vi arbejder på den mest hensigtsmæssige måde for både det enkelte barn og hele børnegruppen. Vi lytter til barnet og udfordrer vores børn til at reflektere over deres hverdag. Vi har hele tiden fokus på, at der skal være en dybere mening med de aktiviteter, vi laver, og at børnene opfordres til at reflektere og bruge den viden, de tilegner sig. Men vi har selvfølgelig også fokus på, at børn er børn, og de skal have lov at lege, hoppe i vandpytter og synge fjollesange. Vores børn er naturmennesker, eventyrelskere og samfundsborgere.