Vi arbejder ud fra faste strukturer for vores dage og har ugeplaner. der sendes ud via Aula. Alle dage har et tema, som enten kan være turdag, kreadag, bevægelse eller en anden aktivitet. Vi laver vores ugeplaner efter det læreplanstema, vi arbejder med for øjeblikket, og vores meget strukturerede hverdag hjælper med at sikre genkendelighed og tryghed for vores børn. Vi arbejder aktivt med sprog i alle vores temaer og bruger så vidt muligt naturen i dagligdagen.
Morgen
Vi åbner klokken 7, og mellem 7 og 8.00 er vi samlet på vores åbnerstue. Her tilbyder vi morgenmad, der sker ved tilmelding gennem Aula. Klokken 8 fordeler børnene sig ud på stuerne, hvor personalet har sat små aktiviteter eller legetøj frem, der indbyder til leg, og som børnene let kan gå til og fra. Klokken 8.30-9.00 serverer vi en lille formiddagssnack enten ved en madcafé, hvor børnene selv kan tage den mad, de har lyst til, eller ved fællesspisning på stuerne. Madcaféen er typisk for børnehaven mens vuggestuen spiser sammen.
Om morgenen har vi fokus på den gode aflevering. Vi møder og ser hinanden, så vi kan få en god start på dagen sammen. Ved aflevering er det også muligt at give beskeder, for eksempel om en anden henter den pågældende dag, om dit barn har sovet dårligt eller andet, som kan have relevans for dagen. Efterhånden som alle er mødt ind, holder vi morgensamling, synger sange med fagter og taler om, hvem der er her i dag, og hvad dagen byder på.
Formiddag
Klokken 9.00 til 9.15 starter dagens aktiviteter, der er tilknyttet læreplanen. Vi har altid aktiviteter i mindre grupper, der målretter sig børnenes alderstrin. I vuggestuen arbejder vi mere legende med læreplanen, så de små lærer gennem legeaktiviteter, mens børnehaven udfordres mere på det faglige i dagligdagen. Det kan for eksempel være, at vi tager på tur i nærområdet, bruger vores orangeri til at lære om planter, leger motoriklege på vores store legeplads eller læser historier sammen i et af vores hyggelige læserum.
Frokost
Omkring 10.45-11.00 spiser vuggestuen frokost, men børnehaven spiser mellem 11.15 og 11.30. Vi spiser i små spisegrupper på stuerne, og alle børnene hjælper med at dække bord og klargøre måltidet. Vi ønsker at gøre måltidet til et højdepunkt på dagen, hvor børnene får velsmagende, varieret, økologisk og klimavenlig mad, der kan understøtte udviklingen af børnenes madmod og madglæde. Vores personale indtager en værtsrolle under måltidet, som indebærer at være gode forbilleder og skabe en god stemning under måltidet.
Læs mere om vores mad og måltider.
Efter frokost finder vi vores sovedyr frem og børnene sover lur. I vuggestuen sover alle børn mellem 0-2 år lur i egne barnevogne eller krybberum, mens de 2-3-årige sover indenfor i senge. Vores børn sover som udgangspunkt indtil de vågner, med mindre andet er aftalt med forældrene.
Eftermiddag
Eftermiddagen går for børnehaven med aktiviteter i mindre grupper, som knytter sig til læreplanen og dagens tema. Vi serverer eftermiddagsmad klokken 14.30 for børnehavebørnene, og vuggestuen spiser i takt med, at de vågner. Resten af eftermiddagen går med leg og aktiviteter - ofte udenfor på legepladsen, i puderum og legerum eller ved kreative stationer.
Klokken 16.00 samler vi børnene på lukkestuen, og vi lukker huset klokken 17.00.